23
jun
2020

International hotelkæde rykker ind på Ørkenfortet i København

ATP Ejendomme har indgået en operatørkontrakt med NH Hotel Group – en førende hotelkæde i både Europa og Latinamerika. Dermed kan København glæde sig til, at det arkitektoniske pejlemærke på Christianshavn transformeres fra kontor til et nyt femstjernet hotel.

ATP Ejendomme er i fuld gang med at ombygge Ørkenfortet – det tidligere Nordea hovedsæde på Strandgade 7 – til et topmoderne hotelbyggeri. Med en netop indgået kontrakt med hotelkæden NH Hotel Group går ejendommen nu en fremtid i møde som et femstjernet hotel under NH Hotel Groups premium brand ”NH Collection”.

”Aftalen med NH Hotel Group er en flot milepæl for det københavnske hotelmarked, og vi glæder os meget til at byde dem velkommen som hoteloperatør på Ørkenfortet. Med aftalen kan København se frem til både nye arbejdspladser og et nyt hotel i topklasse drevet af en stor international hotelkæde. Vi arbejder i forvejen sammen med NH Hotel Group i Amsterdam, og kender dem som en erfaren og dygtig hoteloperatør”, siger Martin Vang Hansen fra ATP Ejendomme.

ATP Ejendomme og NH Hotel Group har indgået en mangeårig kontrakt og begge parter ser frem til et godt og langvarigt samarbejde med henblik på at udvide mulighederne i det københavnske byrum for både københavnere, turister og forretningsrejsende.

”Vi er meget begejstret for det nye projekt, som giver os mulighed for at få debut i Danmark – et vigtigt marked som kan medvirke til at føre flere gæster til vores hoteller verden over, hvor vi stræber efter at skabe merværdi for de rejsende med en række forskellige, attraktive hoteltilbud. Vi er taknemmelige for den tillid, som ATP Ejendomme har vist os endnu en gang ved at skulle være hoteloperatør på deres ejendom i København under vores premium NH Collection brand. Vi håber at kunne fortsætte samarbejdet også når fremtidige muligheder opstår”, siger Laia Lahoz, Chief Asssets & Development Officer i NH Hotel Group. 

Hotellet ventes at stå færdig i efteråret 2021.

En DGNB-certificeret renovering
ATP Ejendomme besluttede fra ombygningens begyndelse at DGNB-certificere renoveringen. Det betyder, at ombygningen har et helhedsorienteret syn på bæredygtighed, og at ejendommen vil rumme både sociale, økonomiske, miljømæssige og tekniske kvaliteter, der ligger markant over kravene i det danske bygningsreglemen

Om Ørkenfortet 

  • Ejes af ATP Ejendomme og ombygges i samarbejde med NCC og Arkitema Architects.
  • Rummer 33.000 m², som vil omfatte hotel, herunder restaurant og bar. Hotellet vil indeholde 394 værelser.
  • Der etableres en trappe direkte fra Knippelsbro til havnepromenaden, som vil forbinde de to niveauer. 


Om NH Hotel Group

  • Multinational hotelkæde med hovedkontor i Madrid.
  • Driver 360 hoteller i 28 lande i Europa og Latinamerika.
  • Er operatør på hotellet nhow Amsterdam RAI, ejet af ATP Ejendomme og AXA. 
     
Publiceret af:
Kirsten Meyer
Kommunikationschef, Kommunikation & Marketing