28
feb
2020

ATP Ejendomme styrker investeringsafdelingen

Øget fokus på projektudvikling og Asset Management betyder, at ATP Ejendomme udvider investeringsafdelingen fra maj i år med ansættelse af André Scharf som investeringsdirektør med ansvar for udvikling af Asset Management-funktionen samt udenlandske investeringer. Han bliver samtidig en del af direktionen.
Med udsigten til kraftigt forøget projektudviklingsaktivitet i porteføljen har ATP Ejendomme ansat 40-årige André Scharf som investeringsdirektør. Han skal i tæt parløb med Kenneth Olsson, nuværende investeringsdirektør i ATP Ejendomme, sikre et stærkt fokus på investering og udviklingen af eksisterende ejendomme og uudnyttede byggeretter.

André Scharf får ansvar for udvikling af Asset Management-funktionen samt udenlandske investeringer, mens Kenneth Olsson er ansvarlig for transaktioner og projektudvikling i Danmark.

”Væksten i udviklingsporteføljen gør, at vi har behov for at udvide organisationen. Med ansættelsen af André Scharf, som har erfaring med ejendomsinvesteringer i både ind- og udland, styrker vi vores fokus på både Asset Management og projektudvikling, som vil fylde meget fremover. Vi bygger en robust organisation til de opgaver, vi står over for”, siger Martin Vang Hansen, administrerende direktør i ATP Ejendomme.

”Vi skal udvikle projekter for i omegnen af 10 mia. kroner, og det vil kræve fuld opmærksomhed. Derfor er jeg glad for, at André er kommet med ombord for at drive ATP Ejendommes kommercielle aktiviteter i samarbejde med mig”, siger Kenneth Olsson.

André Scharf kommer fra en stilling som direktør for Danica Ejendomsselskab, hvor han har været ansat de seneste otte år.

”Jeg ser frem til at blive en del af et stærkt hold i ATP Ejendomme. Gennem arbejdet med aktivt ejerskab af den enkelte ejendom samt eksekvering på voksende ambitioner i forhold til klima og bæredygtighed, skal vi skabe et langsigtet robust og ansvarligt afkast til ATPs medlemmer”, siger Andrè Scharf.

Han indtræder i direktionen, der i dag består af ATP Ejendommes administrerende direktør Martin Vang Hansen, investeringsdirektør Kenneth Olsson og Property Management direktør Christian Hartmann, og har første dag i ATP Ejendomme mandag den 4. maj 2020.
Publiceret af:
Kirsten Meyer
Afdelingschef, Kommunikation & Marketing