Christiansbro - ATP Ejendomme
25
nov
2019

Vi fejrer den gode byggeproces på Christiansbro

I de arkitekttegnede ejendomme langs Københavns Kanal på Christianshavn er ombygningen af 7.500 m² snart ved at være nået vejs ende. Byggeprocessen, der har været i gang siden marts i år, har været både god og smidig, og blev i sidste uge markeret med pølsevogn for de mange parter, der er involveret i projektet.

20 kilometer PDS-kabler, 3.200 m² tæppefliser og 1.200 lamper er indtil videre monteret og installeret på godt 5.000 ud af de i alt 7.500 m², der er under ombygning på Christiansbro. Med knap to måneder til aflevering var der i sidste uge afsat tid til at fejre en indtil videre vellykket proces, der har været præget af et stærkt samarbejde på tværs af projektets involverede parter. 

”Byggeprocessen har været en rigtig god oplevelse, som både håndværkere, entreprenør etc. har bidraget til at få til at glide. Deres store indsats fortjener et ekstra skulderklap, og det markerer vi med en pølsevogn”, fortæller projektleder fra ATP Ejendomme, Morten Heyde Stubbæk, der ved fejringen også indtog talerstolen for at sige et par ord om den vellykkede proces. 

Christiansbro - ATP EjendommeMorten Heyde Stubbæk, projektleder hos ATP Ejendomme

Den igangværende ombygning dækker over seks etager og involverer primært renovering af overflader, hvilket vil sige lofter, vægge og gulve. Etagernes mange lamper har også fået en tur, og er blevet udskiftet med såkaldte ”Tunable White”, der automatisk justerer belysningen i forhold til lyset udenfor. 

”Ejendommens store vinduesfacader gør, at alle etager har et stort dagslysindfald. De nye lamper justeres automatisk deres styrke i forhold til lyset udenfor, og sikrer dermed en mere behagelig oplevelse i lejemålet. Desuden medfører de også en markant energibesparelse, da vi får næsten dobbelt så meget lys til det halve elforbrug,” fortæller Morten Heyde Stubbæk. 

De nye lamper og den øvrige el på de seks etager udføres af Caembell EL-anlæg under ledelse af Lars Maagaard, der også deltog ved fejringen.

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde gennem hele processen, og til trods for, at tidsplanen til tider har været stram, har alle været med på at give den en ekstra skalle for at komme i mål,” fortæller Lars Maagaard og fortsætter ”Fejringen af den gode byggeproces, er en rigtig fin måde at hylde håndværkerne og deres store indsats og noget, som jeg ved, at de sætter pris på.”

Christiansbro - ATP EjendommeLars Maagaard, Entrepriseleder & Partner hos Caembell EL-anlæg

Publiceret af:
Rikke Jepp Mortensen
Marketingprojektleder