Høje Taastrup Station • ATP Ejendomme
12
mar
2019

Derfor valgte vi at flytte til Høje Taastrup Station

På Banestrøget 1 i Høje Taastrup har ETOS Advokater siden februar 2017 drevet advokatkontor. Med placering direkte på Høje Taastrup Station er adressen den helt ideelle for deres forretning og giver nem adgang til og fra for både medarbejdere og klienter.
I de karakteristiske gule murstensejendomme lige ved Høje Taastrup Station danner 150 m² i dag rammen om advokatkontoret ETOS Advokater. Kontoret ligger med kun få skridt til Høje Taastrup Station, der med gode forbindelser mod både København, det øvrige Sjælland samt Fyn og Jylland er et centralt trafikknudepunkt, som knytter landsdelene sammen. 

”Vores kundekreds kommer fra hele Sjælland, så det var vigtigt for os at finde et sted, hvor det er nemt at komme til og fra, og det må man sige, at denne placering er,” fortæller Viggo Bækgaard, der er advokat og partner i ETOS Advokater og fortsætter: ”Til trods for at vi faktisk har parkeringspladser tilknyttet vores lejemål, tager jeg også selv toget, da kontorets beliggenhed gør det meget ligetil.”

Høje Taastrup Station • ATP Ejendomme

Fra tegnebræt til indflytningsklart advokatkontor
Lejemålet på Banestrøget 1 havde tidligere været anvendt til klinik, og indretningen skulle derfor gentænkes for at gøre arealet anvendeligt som advokatkontor. 

”Da vi så lejemålet første gang, var det en smule svært at forestille sig, hvordan det kunne indrettes til vores formål. Vi fik dog præsenteret et indretningsforslag, som fuldstændig matchede vores behov og gjorde, at vi kunne se os selv ind i lejemålet. Efter tre måneder var lejemålet forvandlet fra klinik til advokatkontor og lige til at flytte ind i,” fortæller Viggo Bækgaard. 

De i alt fire medarbejdere hos ETOS Advokater har i dag hver deres kontor, der adskilles af glasvægge, som tillader at både lys og luft kan strømme frit gennem lejemålet. De har desuden fået etableret et køkken samt et stort mødelokale med plads til op til 25 personer, som primært bruges ved kurser og konferencer.

Vi tilbyder lige nu lejemål i varierende størrelser og med flere anvendelsesmuligheder på Høje Taastrup Station. Få flere oplysninger her.  

Høje Taastrup Station • ATP Ejendomme
Publiceret af:
Rikke Jepp Mortensen
Marketingprojektleder