Aalborg Storcenter
10
jan
2019

Aalborg Storcenter - 1996 til i dag

Aalborg Storcenter har siden åbningen i 1996 været et attraktivt center i det nordjyske med tilbud og aktiviteter for hele familien. Claus Münster, der til daglig er centrets driftschef, har ladet sig interviewe omkring udviklingen siden åbningen, og hvad der er med til at gøre det velbesøgte center så populært.
Det attraktive indkøbscenter Aalborg Storcenter er beliggende i City Syd i Aalborgbydelen Skalborg og tiltrækker årligt flere end 6 millioner besøgende. Centret blev opført tilbage i 1996 i forlængelse af et eksisterende Bilka-varehus, og inden det første spadestik var blevet taget, blev der allerede vist stor interesse blandt kommende lejere, der nærede ønske om at blive en del af det kommende center.
 
”Der har helt fra start været en stor efterspørgsel, og den har varet ved i alle de år centret har eksisteret, hvilket betyder, at vi stort set altid har haft centret 100 % udlejet,” fortæller driftschef Claus Münster, der sammen med to andre kollegaer i ATP Ejendomme varetager centrets daglige drift og vedligehold.
 
Ved åbningen i 1996 rummede centret 60 specialbutikker, men i 2012 blev det besluttet at udvide det populære center med en ekstra fløj til 15 ekstra specialbutikker, en ny kælder med ekstra lagerplads samt et stort parkeringshus. Og med 2019 skudt i gang er spaden atter stukket i jorden. Denne gang er det en ny varemodtagelse, der skal etableres.

”Der forhandles dagligt en stigende mængde varer i centret, så den nye varemodtagelse er et must for at centrets butikker kan følge med efterspørgslen,” fortæller Claus Münster og tilføjer, at der alene i december måned var omkring 1.000 lastbiler forbi varemodtagelsen.

Et populært nordjysk samlingspunkt
Med placeringen i City Syd har Aalborg Storcenter et stort opland og tiltrækker kunder fra såvel Skagen i nord, Thisted i vest og Hobro i syd. Dertil kommer, at placeringen uden for midtbyen tillader nogle attraktive tilkørsels- og parkeringsforhold.
 
 ”Den store kundetilstrømning bunder uden tvivl i den convenience, som centret tilbyder. Her er det nemt at navigere rundt, nemt at parkere bilen og så kan du foretage alle dine indkøb ét sted,” fortæller Claus Münster. 

Foruden Danmarks største Bilka-varehus og de mange specialbutikker i Aalborg Storcenter huser området nemlig blandt andet også en IKEA og en Bauhaus.
 
Publiceret af:
Rikke Jepp Mortensen
Marketingprojektleder