17
dec
2019

ATP Ejendomme investerer over 1 mia. kr. i logistik

ATP Ejendomme køber en række europæiske logistikejendomme igennem den nyoprettede fond AXA Logistics Europe Fund, der er forvaltet af AXA IM – Real Assets.
Som led i strategien om at ruste ejendomsporteføljen til fremtiden, investerer ATP Ejendomme 1.125 mio. kroner i en række logistikejendomme i Europa.

Logistikejendomme ligger hovedsageligt i Frankrig, Tyskland og Holland.

ATP Ejendomme ser gode muligheder i de europæiske forbrugeres øgede efterspørgsel efter varer, der bliver handlet på nettet og som skal igennem logistikcentrene, der ligeledes vil opleve stigende aktivitet.

”Vores interesse for logistikejendomme har gennem længere tid været stigende – ikke mindst, fordi behovet for logistikcentre er blevet stadigt større. Det er en udvikling, vi forventer vil fortsætte, og derfor investerer vi nu i de franske, tyske og hollandske logistikejendomme, der forventeligt vil sikre langsigtede, stabile afkast til gavn for ATP’s medlemmer,” siger administrerende direktør i ATP Ejendomme Martin Vang Hansen.

Investeringen sker igennem den nyoprettede fond AXA Logistics Europe Fund og i selskab med den globale ejendomsinvestor AXA, som ATP Ejendomme i forvejen ejer fire ejendomme i Bruxelles, London og Amsterdam sammen med. Investeringen har yderligere en nordisk investor i den første closing.
Publiceret af:
Kirsten Meyer
Afdelingschef, Kommunikation & Marketing