Erhvervslejemål • Gothersgade 49 København • ATP Ejendomme
27
maj
2019

ATP Ejendomme ansætter investeringsdirektør

Kenneth Olsson, der tidligere har arbejdet en række år hos ATP Ejendomme, er ansat som ny investeringsdirektør.

ATP Ejendomme ansætter fra 1. september Kenneth Olsson, 54 år, der kommer fra en stilling som ejendomsinvesteringschef i Industriens Pension.
Kenneth Olsson har tidligere arbejdet i ATP Ejendomme i en mangeårig periode. Derfor er det en investeringsdirektør, der både kender markedet og ATP Ejendomme indefra, som administrerende direktør Martin Vang Hansen glæder sig over at have ansat.

"Kenneth Olsson har arbejdet med ejendomsmarkedet i mere end 20 år og kender samtidig vores rolle og investeringstankegang, og derfor er Kenneth en betydelig forstærkning af vores hold. Samtidig er Kenneth en udpræget holdspiller med ledelsesmæssige værdier, som flugter fuldstændigt med ATP Ejendommes. I vores nye ledelsesteam kommer Kenneth derfor til at spille en nøglerolle, og jeg ser frem til at fortsætte den transformation, vi er i færd med, med ham om bord", siger Martin Vang Hansen, administrerende direktør i ATP Ejendomme.

Rollen som særskilt investeringsdirektør i ATP Ejendomme er ny og dækker både danske og udenlandske investeringer samt Asset Management. Kenneth Olssons opgave bliver at udvikle investeringsstrategien i samarbejde med det nye øverste ledelseshold, der p.t. består af administrerende direktør Martin Vang Hansen og direktør for Property Management Christian Hartmann.

"ATP Ejendomme er under forandring, og det ser jeg frem til at blive en del af. I dag er ATP Ejendomme en stor spiller på markedet, og det vil vi fortsætte med inden for både kontor- hotel- og boligmarkedet, ligesom vi vil se flere udviklingsprojekter som dem, vi allerede har, eksempelvis Falkoner Centret på Frederiksberg", siger Kenneth Olsson.

Kenneth Olssons CV:

  • 2018-2019: Ejendomsinvesteringschef, Industriens Pension
  • 2003-2018: Porteføljechef og underdirektør, Investering og Portefølje, ATP Ejendomme
  • 1988-2003: Erhvervschef, vurderingschef og afdelingschef, BRF Kredit
  • 1991: Uddannet fra Copenhagen Business School i Business Administration (Finance & Accounting)
 
Publiceret af: