Erhvervsejendom • Falkoner Centret Frederiksberg • ATP Ejendomme
15
jun
2018

Rejsegilde på Falkoner Centret

Den 12. juni fejrede ATP Ejendomme som bygherre, sammen med alle håndværkerne og andre samarbejdspartnere, at renoveringen af Falkoner Centret er godt på vej.

Falkoner Centret er ikke en hvilket som helst ejendom. Den er ikonisk og har gjort sig bemærket i byrummet siden opførelsen i 1956. ATP købte ejendommen i 1987, der fra starten har huset både butiks- og kontorlejere samt konferencecenter og hotel.

Da den tidligere hotellejer valgte at opsige lejemålet, greb ATP Ejendomme muligheden for at renovere bygningen, og gøre den klar til mange gode år fremover. Scandic Hotels kunne også se potentialet i bygningen og kom således med i projektet. De flytter ind som den nye operatør for både hotel- og konferenceområde i 2019, og med renoveringen får huset nyt liv med gæster til både hotel, koncerter, konference og restaurant.

Et så stort og kompliceret projekt, som denne renovering er, stiller ekstra krav til samarbejdet mellem parterne, der derfor har etableret en særlig samarbejdsmodel.

Mette Munkedal, projektchef i ATP Ejendomme, fortæller:
"Sammen med NCC og Arkitema, har vi lavet en rigtig god samarbejdsmodel, som får tingene til at fungere nemmere, bedre og mere givende. Som hjørnesten i denne samarbejdsmodel, har vi etableret et fælles projektkontor, der tæller omkring 50-60 funktionærer fra hhv. NCC, NCC Engineering, arkitekterne Arkitema og Lendager Group, os selv og vores bygherrerådgivere fra NIRAS. Og det er noget af det, der er helt unikt ved byggeriet af Falkoner Centret. Det er meget motiverende at opleve det fælles engagement og lysten til at drive projektet succesfuldt fremad fra alle parter".

ATP Ejendomme har naturligvis fokus på, at projektet er en god investering rent økonomisk, så afkastet er sikret til borgerne i mange år frem.

"Ud over at se på afkastet, når vi udvikler en ejendom som denne, så har vi en klar holdning til, at vi også skal give tilbage til byen og nærområdet”, siger Mette Munkedal Tange og fortsætter:

"Der er fokus på både kvalitet, funktion og æstetik. Tre ting, der helst skal gå hånd i hånd for at projektet skal blive en succes. Og alt tyder på, at vi lykkes med at balancere de tre områder, så vi ender med en virkelig flot ejendom, der er rar at opholde sig i, og som er udført i høj håndværksmæssig kvalitet".  

Følg med i udviklingen af Falkoner Centret på www.nyfalkoner.dk 

ATP Ejendomme

ATP Ejendomme

ATP Ejendomme

Alle fotos: Stine Skøtt Olesen / NXT

Publiceret af:
Vibeke Sommer Asklund
Sektionschef