Tilbage til artikeloversigten

Bæredygtigt byggeri på Langelinie

Lundgaard & Tranberg Arkitekter har vundet konkurrencen om et nyt erhvervsbyggeri på Langelinie med ATP Ejendomme som bygherre.
9. september 2009 | Skrevet af: Vibeke Wounlund/ ATP E
Vinderforslaget er et moderne pakhus, der sætter nye standarder for bæredygtigt kontorbyggeri. Bygningen er på cirka 15.000 kvm, og vil føje sig til rækken af ældre og nyere ’pakhuse’ på Langelinie Allé i København. Det er tanken, at bygningen skal udlejes til en eller flere virksomheder. 

Efter en grundig bedømmelsesproces har en enig dommerkomite udpeget forslaget fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter som vinder af konkurrencen. Dommerkomiteen fremhæver projektet for den fine indpasning på stedet og for at give en original, nutidig fortolkning af pakhusarkitekturen.

Der er naturligvis stor glæde og forventning hos arkitekterne.
”Langelinie har en særlig betydning for mange Københavnere og andre, der besøger byen, og det er en drøm at få mulighed for at tegne et byggeri med så enestående en beliggenhed,” siger administrerende direktør Peter Thorsen fra Lundgaard & Tranberg.

Vinderforslaget er udviklet i samarbejde med COWI, hvilket også var tilfældet på Skuespilhuset og Tietgenkollegiet.

"Projektet bygger på et nyskabende energi- og indeklimakoncept, der lever op til kravene for byggeri i lavenergiklasse 1 – hvilket først vil være et krav fra 2015. Byggeriet bliver således frontløber for et mere bæredygtigt erhvervsbyggeri," udtaler projektchef Peter Bjersing fra COWI.

Afdelingschef i ATP Ejendomme, Christian Hartmann, fortæller:
”Vi oplever en stigende interesse i markedet efter bæredygtigt byggeri. Med denne både smukke og energirigtige kontorbygning, kan vi tilbyde kommende lejere en topmoderne arbejdsplads med en helt unik placering.”

Projektet roses af dommerkomitéen for sin store fleksibilitet og effektive arealudnyttelse, der betyder, at lejerne kan indrette attraktive arbejdspladser på mange forskellige måder. 

Facaden, med vinduer, kviste og karnapper i mange forskellige størrelser, er motiveret af ønsket om et uformelt og levende ydre udtryk. Kompositionen skaber samtidig gode, afvekslende dagslysforhold og udsigtsmuligheder for alle husets brugere. Vinduernes størrelse og placering medfører endvidere, at behovet for opvarmning og køling af bygningen nedsættes, hvilket medfører et markant lavere energiforbrug.

”Frem for alt glæder vi os til at kunne vise, at man sagtens kan være innovativ og bygge miljøvenligt samtidig med, at man tilpasser sig sted og omgivelser – at bæredygtighed ikke i sig selv er en arkitekturstil med et særligt teknisk eller futuristisk udtryk,” udtaler Peter Thorsen fra Lundgaard & Tranberg.

ATP Ejendomme begynder byggeriet, når der er et tilstrækkeligt lejergrundlag – sandsynligvis i løbet af 2010.

Bygherre:
ATP Ejendomme
Arkitekt/totalrådgiver:
Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Ingeniørrådgiver:                         
COWI
Dimensioner:
7 etager - længde 105 meter - bredde 25 meter - højde (tagkant) 19 meter
Etager:
7 etager over terræn, 1 kælderetage
Til leje:
ca. 15.000 kvm
Konkurrence:
1. etape december 2008, 6 deltagere / 2. etape juli 2009, 2 deltagere
 
ATP Ejendomme
Gothersgade 49
1123 København K
Telefon 3336 6161
Fax 3336 6162
atpe@atp-ejendomme.dk
ATP Ejendomme
Åboulevarden 17, 3. sal
8000 Århus C
Telefon 8676 2121
Fax 8625 1125
atpe@atp-ejendomme.dk